Fat talk (Ladies, We Need To Talk)
25 minutters velkomstpakke om fat-shaming
Denne episode af den australske podcast 'Ladies - We Need To Talk' kunne godt være pensum i skolen eller del af en velkomstpakke for nye medarbejdere på arbejdspladsen. På 25 minutter får den drøftet en række nysgerrige men respektfulde spørgsmål om hvorfor og hvornår det er et problem for folk at blive omtalt og udpeget som overvægtig - det man med et engelsk begreb kalder fat-shaming.
Programmets vært Yumi Stynes har indset, at hun selv går og bidrager til et negativt syn på fedme, når hun omtaler sin egen såkaldt normalvægtige krop på en negativ måde. Derfor vurderede hun, at det var mere passende at give ordet til to debattører/aktivister, der gennem hele deres liv er blevet konfronteret med andres direkte eller indirekte fat-shaming af deres kroppe. De 25 minutter består således af korte, fine montage-klip der gen-udspiller nogle af de hverdagssituationer med fat-shaming, som har sat særligt stort aftryk på de to gæsteværter. Efterfølgende diskuterer de med stor oprigtighed og dog et glimt i øjet, hvordan hver af situationerne er udtryk for en generel tendens som man bør være opmærksom på som potentiel fat-shamer.
Måske fordi eksemplerne er så konkrete og er blevet gjort levende gennem lydbidderne, er det nemt at forstå de mange nuancer og dilemmaer, der ligger indenfor temaet fedme, når først man åbner æsken op - hvem kan f.eks. overhovedet tillade sig at beskrive andre som tykke, og er det ok at sige at Donald Trump er grim og fed?
Selvom det som sagt er 25 gode minutter så kan man godt spole lidt hurtigt forbi de første minutter af udsendelsen. Stemningen er sådan lidt chatty og alle de tre værter er fans af hinanden og griner af glæde på en overgearet måde. I resten af episoden er det tværtimod den selvironisk intelligente og let-til-latter-agtige stemning - som Ladies-podcasten i det hele taget lykkes rigtig godt med at skabe - der bidrager til at man får rykket lidt ved sin egen velmenende med måske ikke totalt veludviklede forståelse af hvem der er fat og hvem der er shamer.
Ord der er gode at kende inden man går i gang:
Insidious = Lumsk
Jelly Snake = En slags australsk vingummi-orm