Freakonomics Radio
Freakonomics Radio er opkaldt efter en bog som værten Stephen Dubner udgav i 2005, som jeg personligt ikke har læst, men hvis’ koncept er taget med videre i denne efterhånden også gamle podcast-serie: At undersøge ‘the hidden side of everything’, mere specifikt samfundsforhold og typisk økonomi, digitalisering og andre aktuelle tendenser.
Podcasten er akademisk og grundig i sit indhold, og frisk tenderende til morsom i sin formidling. Det er som sagt denne Stephen der kører showet, og det foregår som regel gennem sammenklippede interviews med en eller flere eksperter. Det er høj lydkvalitet og al mumlen og småsnak er klippet fra, hvilket også lader sig afspejle i det afskrift af episoderne, man kan læse på Freakonomics’ hjemmeside.
Emnerne bliver belyst ud fra hvad der ses som den nyeste og/eller mest radikale viden på området. Selvom det oftest er interessant, ender programmet nogle gange med at være lige lovlig ukritisk overfor den gældende økonomiske verdensorden, og forherligende overfor individdets handlemuligheder i samme verdensorden. Jeg har indtil videre ladet tvivlen komme Stephen Dubner til gode, og vælger at tro at programmet ikke tilrettelægges ud fra en bestemt politisk dagsorden, men snarere ud fra en apolitisk dagsorden, som så nogle gange ender med at fremme liberalistiske markedslogikker.
Nogle episoder er lidt for friske i deres formidling til min smag. Nogle episoder starter fx med en historie der handler om noget helt andet, end titlen på episoden indikerer, ud fra en forventning om at man som lytter bliver forvirret på en underholdende måde, og lader sig imponere af, at der kan være en sammenhæng mellem de sociale dynamikker blandt vilde hunde i Botswanas og mødekulturen i moderne virksomheder (som det kan høres i den ellers anbefalelsesværdige episode How To Make Meetings Less Terrible).
Derudover er det generelt svært at fornemme ud fra titlen på episoderne, hvad episoden handler om, så hvis du vil have hjælpe til at komme i gang, kan du med fordel starte med at lytte til en af de følgende episoder, som jeg synes har været deres 45-60 minutters varighed værd, og har bidraget til at gøre mig til en fast og tillidsfuld lytter af Freakonomics Radio.
How to get started:
Everything You Always Wanted to Know About Money (But Were Afraid to Ask) (ep. 298): Den her episode er nem at elske, fordi den gennemgår en liste over de ting, du skal være opmærksom på, hvis du vil have din privatøkonomi til at hænge sammen.
That's a great question! (ep. 192): En episode der ikke gør nogen fortræd - med mindre man synes lingvistik er kedeligt - om udtrykket ‘det er et godt spørgsmål’, dets oprindelse og hvilken funktion det kan have i en samtale.
Is the Government More Entrepreneurial Than You Think? (Ep. 348): Om argumenterne for at det er nødvendigt med langsigtede, offentlige investeringer i innovation. En af de episoder der med eller uden overlæg svinger pendulet over til fordel for en socialistisk/ekspansiv finanspolitik.
What you don’t know about online dating (ep. 154): Om hvordan dating-platforme kan lære én noget om markedsøkonomi, og hvordan økonomiske principper kan hjælpe én med at forbedre sin dating-profil.
Hør programmet her eller i din podcast-app