The Mortified Podcast
Mortified betyder 'skrækslagen', og titlen henviser til den lammende skræk der opstår ved tanken om, hvad man skrev i sin dagbog som t(w)eenager. Hvad der blev skrevet, afsløres i hver episode af programmet, hvor én person læser op fra udvalgte dele af sin dagbog, sine breve eller f.eks. bog-manuskript, foran et publikum, som bekræfter niveauet af pinlighed gennem spontane og uforbeholdne latterudbrud.
Nogle gange er historierne mere rørende end flove. Mange af de nu voksne teenagere bag har følt sig som outsidere i social eller identitetsmæssig sammenhæng, og det vi får indblik i, gennem dagbøgerne, er de universer de har skabt for at håndtere virkeligheden - f.eks. en fiktiv radiostation, et amatør-skuespil, en frelsestrategi for den bedagede skuespiller Katharine Hepburn, eller en illusion om at være en hævngerrig skotsk middelalder konge - hvilket ofte er originalt og underholdende at høre om, samtidig med at det på godt og ondt bestyrker en fortælling om den benhårde og hierarkiske amerikanske high school-kultur, der - for disse unge i hvert fald - senere i livet er blevet afløst af et mere åbent og inkluderende amerikansk samfund. Der er også de mindre tunge, Beverly Hills 90210-agtige indslag, hvor myterne om skolens party girls og fodbold-helte nuanceres uden dog helt at blive punkteret.
Det fede er at episoderne kun varer 15-30 minutter, der er kort mellem højdepunkterne, og forfatterne er ofte erfarne historiefortællere, der sætter en ramme om deres dagbøger, så man ikke er helt fortabt i en nogle gange indforstået nordamerikansk jargon.
Luften går lidt af ballonen når man i hver episode skal igennem en lang sponsor-intro og halvvejs afbrydes af en servicemeddelelse for en vinleverandør, men hvis man bliver bidt af Mortified kan man vænne sin tommelfinger til at trykke 2 x 45 sekunder frem i starten og midten af episoden. Efter selve oplæsningen er der interview med forfatteren. Det er ikke altid lige så spændende som oplæsningen, men så er der bare mere tid til at komme i gang med næste episode.
Cast Away's forslag til en sikker opstart med Mortified:
Episode 08. Shelley: Are You There God? It's Me, Shelley. (17 min.) Klassisk teenagepige-forvirring manifesteret i et indre rollespil med gud som tilbagevendende karakter.
Episode 17. Katie: Saving Katharine Hepburn (19 min.) Oplæsning af tåkrummende fan-breve med religiøse budskaber.
Episode 35. Colin: Don't Tell Anyone I Like You (21 min.) En outsider taler ud om tidlige erfaringer med grænseoverskridende handlinger udi bejleri og kinddans.
Episode 42. Jason: King of Scotland (20 min.) Originialt forsøg på at genvinde kontrollen over virkelighedens klike-kultur gennem et storladent Shakespeare-inspireret dagbogs-alterego.
Episode 47. Will: I Was A Teenage Media Mogul (36 min.) Will tog en mental flugt fra skilsmisse, mobning og identitetskrise ved at optage kassettebånd til sin bedstemor med egenproducerede radiospil.
The story of the time Moby borrowed seven CDs and became world famous, while Gregor lost seven CDs and remained painfully anonymous.